Bestil her

HVOR GÅR GRÆNSEN?

– et projekt om flag

Myten fortæller, at det er 800 år siden, at flaget Dannebrog faldt ned fra himlen tæt på Tallinn i Estland. Dannebrog er verdens ældste nationalflag, og myten om himmelfaldet har siden givet danskerne fællesskabsfølelse og identitetsforståelse.

Flag kan have stor betydning for menneskers identitet. Flagets betydning afhænger af, hvem der bruger flaget og i hvilke sammenhænge. Et flag kan signalere nationale grænser, som inkluderer nogle og ekskluderer andre. Et flag kan konstrueres, så man trækker på betydninger i fortiden, som man også ønsker at føre med ind i fremtiden. Et flag kan signalere politisk tilhørsforhold og værdimæssig overbevisning.

Med udgangspunkt i Dannebrog, Regnbueflaget og Menneskerettighedsflaget præsenteres eleverne for flagenes forskellige funktioner samt deres symbolske betydning. I projektet skal eleverne endvidere arbejde med deres eget kreative produkt, som skal afspejle faktorer, der har betydning for deres egen identitetsskabelse. Produktet udstilles på museet – eller på skolen.

Praktisk

Der er mulighed for at få en rundvisning på Randers Kunstmuseum, som i anledning af Dannebrogs jubilæum har en udstilling om flag. Til denne rundvisning medbringer eleverne deres eget produkt, som kommer til at indgå i en større helhed på museet. Der er mulighed for rundvisninger i uge 44, 45 og 46, dog ikke mandage.

Er transporten til museet en udfordring, så kontakt Skoletjenesten på tina@fusr.dk.

For at blive klædt på til dette projekt, er der mulighed for at deltage i en workshop med kunstnerne Hesselholdt & Mejlvang.

Målgruppe: 4. – 6. klasse
Fag: Kristendomskundskab, historie og billedkunst
Lektioner: 8 – 10 + rundvisning på Randers Kunstmuseum
Projektperiode: September – november
Workshop: Tirsdag d. 10/9 kl. 14 – 16 (se under kurser)

Bestil her