Tilmelding

Ham der jesus

#mandenmeddemangeansigter

Jesus er måske verdenshistoriens største brand. Alle kender navnet, alle ved noget om Jesus, men Jesus er også genstand for utallige fortolkninger, og der findes ikke bare ét, men mange Jesus-billeder.

De mange Jesus-billeder er omdrejningspunktet for projektet, hvor eleverne skal beskæftige sig med vendinger, han efter sigende har brugt, og som er gledet ind i vores dagligdagssprog. Man skal for eksempel ikke ‘kaste perler for svin’ eller ‘sætte sit lys under en skæppe’.

Gennem podwalk og kirkebesøg skal eleverne blive klogere på kristendommens Jesus, som han fremstilles i evangelierne i Det Nye Testamente. 

Den historiske Jesus undersøges gennem kildearbejde, og eleverne skal også se på Jesus i fire andre religioner; jødedom, islam, hinduisme og buddhisme.

Endelig skal eleverne arbejde med et udvalg af fortolkede Jesus-billeder, som har resulteret i, at han er blevet manden med de mange ansigter. Der ses nærmere på både historiske og nutidige Jesus-billeder – helt fra Åbykrucifikset med Jesus som en sej vikingetype til en nutidig Jesus i den amerikanske CIA-­serie Messiah på Netflix. 

Undervejs i forløbet indsamler eleverne idéer til afslutningsvis at kunne lave et kreativt produkt – en Bento – som tegner en profil af Jesus.

Forløbet lægger op til, at eleverne skal arbejde undersøgende, analytisk og kildekritisk. Nyhedsformidling er valgt som didaktisk greb i dette projekt. Det betyder, at formidlingen og opgaverne er tilrettelagt som en blanding af den journalistiske genres klassiske udtryk såsom artikler, nyhedsindslag og interview, og genren SoMe med udtryk som Instagram og hashtag.

Målgruppe: 7.-10. klasse
Fag: Kristendomskundskab
Lektioner: 5 + kirkebesøg
Projektperiode: November

Tilmelding