Senere, da den nyfødte Frans skulle døbes, kom der igen en pilgrim, bankede på og forlangte at se barnet. Pigen, der lukkede op, sagde naturligvis nej til dette. Men den fremmede ville ikke gå bort, før man opfyldte hans ønske. Frans’ far var ikke hjemme, og til alles forbavselse lod moderen den lille bære ud til pilgrimmen. Da han så barnet, tog han det i sine arme - ligesom den gamle Simeon havde taget Jesusbarnet - og sagde: ”I denne gade er der født to børn. Den ene – nemlig drengen her – skal blive et af de bedste mennesker i verden, men det andet skal blive af de værste.” Så tegnede han et kors på den lilles højre skulder og bad dem passe godt på barnet, for den onde ville være efter ham. Og da den fremmede havde sagt dette, forsvandt han for alles øjne.
Ved Frans’ dåb var faderen ikke hjemme, og han fik i dåben navnet Johannes. Men det første faderen gjorde, da han kom hjem, var at forandre navnet til Frans. Måske fordi faderen – der var klædehandler - ikke ville have, at man skulle tænke på Johannes Døberen, der gik med kamelhårsklædning. Eller måske var det fordi faderen var bidt af det franske og ville give drengen en fransk opdragelse.

I sine uge år var Frans meget optaget af den krig, der var mellem kejseren og paven. Han så sig selv som den store hærfører og ridder, der vandt talrige slag. Frans meldte sig til krigen, og der blev bestemt ikke sparet på hans tøj og udstyr. Det fortælles, at det var både ejendommeligt og kostbart. Hver nat drømte Frans om krig og våben: I drømme blev hans fars butik til en forretning med strålende skjolde, blanke spyd og alle mulige skinnende våben.

Samtidig fortælles der også om Frans, at han på vej til krigen mødte en af sine rejsefæller, en adelsmand, der på grund af fattigdom kun var tarveligt klædt og havde rustent udstyr. Frans gav ham derfor hele sit kostbare udstyr og tog hans dårlige i bytte.

De fattige, tiggerne og de spedalske

Frans voksede op i den rige klædehandlerfamilie og levede et liv med fester og fornøjelser med vennerne. Men han var dog ikke som de fleste rige, der glemte de fattige: Når der kom en tigger til forretningen, så fik tiggeren altid noget af Frans.

Mødte han tiggere på gaden, fik de altid de penge, han havde på sig. Men var pengene sluppet op, gav han dem sin hat eller sit bælte, og havde han ikke andet, trak han sin skjorte af og gav den til tiggeren.

Anderledes forholdt det sig med de spedalske. Frans var på dette punkt ikke anderledes end så mange andre i middelalderen. Man frygtede de spedalske og den smitte, de medførte. I nærheden af Assisi lå et hospital for spedalske, som Frans mange gange var gået forbi. Dette hospital fyldte ham med rædsel. Han havde ikke noget imod at give de spedalske en almisse – en gave, når blot der var andre, der ville overbringe den for ham. Især afskyede han den lugt, som kom fra hospitalet og de spedalske.

På dette punkt skete der også en omvæltning for Frans. Det fortælles, at han dagligt råbte til Gud også om dette, og en dag fik han svar af Gud: ”Frans, alt det du i dag elsker og sætter pris på, det skal du hade og foragte, hvis du vil kende min vilje. Og alt det, du i dag afskyer, vil vende sig til sødme og kærlighed”.

De ord har han sikkert tænkt meget over på sine ensomme rideture i området. Og en dag vågnede han op af sine tanker, da hesten, han sad på, gjorde et ryk: Foran på vejen kun få skridt borte så han en spedalsk i sin typiske klædedragt. Det gav et sæt i Frans, og hans første indskydelse var at vende hesten og flygte det bedste, han havde lært. Da kom han i tanke om de ord, Gud havde sagt til ham. Og var der noget han afskyede, så var det de spedalske. Nu havde han øjeblikket til at tage Gud på ordet og vise sin gode vilje!

Med en mægtig selvovervindelse sprang Frans af hesten og nærmede sig den spedalske, som tydeligt lugtede. Frans lagde en mønt i den syges fremstrakte, halvt fortærede hånd – bøjede sig så hurtigt og kyssede ham på hans syge hånd.

Da han igen kom op på sin hest, blev han overvældet af følelser, og hans hjerte hamrede. Men han oplevede noget nyt: Der strømmede glæde og lykke i hans sjæl.

Fra den dag gik Frans tit - vejen han før helst undgik – vejen til hospitalet for de spedalske. Nu gik han derimod ind på hospitalet, gav sine almisser, trykkede de syge ind til sig og viste dem kærlighed. Sådan vandt Frans den største sejr et menneske kan vinde – sejren over sig selv. For Frans var dette møde med den spedalske et møde med Kristus selv. Kristus er netop til stede, når man slipper sig selv over for et menneske, der befinder sig i yderste nød.

I en af legenderne om Frans fortælles også om et under: En dag mødte han en forkommen spedalsk, der inderligt bad Frans om at vaske sig, så han kunne slippe for sin lugt. Frans gjorde, hvad den spedalske bad ham om, og mens han vaskede manden, blev han helbredt. Det var, som om Frans vaskede hans sygdom ud af kroppen.

Om spedalskhed:

Spedalskhed er en kronisk infektionssygdom, der var udbredt og frygtet i Middelhavslandene og Nær-Østen i hele oldtiden. Sygdommen var tidligere svær at forebygge og bekæmpe på grund af smittefare og en lang inkubationstid. Ved smitte blev huden først hvid af udslet og dernæst forårsagede den forkrøbling af fingre, tæer og lignende. Disse kunne med tiden falde helt af og ansigtet blev fyldt med byldelignende misdannelser. Når sygdommen lugtede, var det fordi de angrebne dele af kroppen med tiden døde og rådnede. Normalt medførte sygdommen døden efter 10-20 års forløb. Spedalskhed kendes helt tilbage til Det gamle Testamente, hvor der allerede i 3. Mosebog kap. 13 er anvisninger på, hvordan man skal behandle spedalske.Dertil kommer at flere omtalte personer i GT var spedalske (bl.a. Na’aman, Gehazi og Mirjam). I Det nye Testamente berettes der om, at Jesus helbreder spedalske (Mark. 1:40-45, Luk. 17:11-19), og derfor er det også de udsendte apostles opgave (Mat 10:8). I vore dage kan man helbrede spedalskhed, især hvis der gribes tidligt ind i sygdomsforløbet. Man kan også vaccineres imod sygdommen, der normalt trives bedst i forbindelse med dårlig hygiejne.

Om Frans’ liv og opgave

Frans ønskede at leve sit liv i dyb fattigdom. Han ville ikke eje noget – heller ikke penge til at købe mad for. En virkelig fattig skulle gå fra dør til dør og samle, hvad gode mennesker ville give. Da han for første gang skulle praktisere dette, gik han en rundgang i byen og tiggede sig til alt muligt i sin madskål. En sjat suppe, et par salatblade, et tørt stykke brød og alt muligt mellem hinanden. Men da han skulle til at spise det, var appetitten borte: madskålen lignede mest af alt et trug af hundeæde. Men ligesom den forandring der skete, da han mødte den spedalske, fortæller Frans, at det blev til den mest velsmagende mad, han nogensinde havde smagt. Dog ville Frans ikke, at man dagligt skulle tigge sig til maden.Men man skulle arbejde for føden, som også Jesu disciple havde gjort det.
Egentlig kunne man tro, at Frans’ liv skulle leves som munk i et kloster, men en dag var der en præst, der læste og forklarede et afsnit fra Mattæus-evangeliet for ham, hvor Jesus sender sine disciple:

”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!… Skaf jeg ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd.”

Næppe var han kommet ud af kirken, før han tog sine sko af, kastede sin stav fra sig og smed sin overkjortel, der beskyttede mod kulden, fra sig. I stedet for sit bælte tog han et reb om livet. Klædt i en lang brungrå kittel, som bønderne bar, med en hætte foroven, gik han på sine nøgne fødder ud i verden som en Jesu’ discipel. Frans og hans brødre måtte ikke eje noget som helst. De måtte heller ikke tage mod penge. ”Hvis vi ejer noget, må vi også forsvare det – nej, ingen kan tjene to herrer. Det er Gud eller Mammon – tjeneste for Gud eller slave af penge og rigdom”

Engang var der en rig mand, der blev rørt af det Frans forkyndte, og han forærede ham en stor sum penge til arbejdet. Dagen efter lå pengene igen på hans trappe, og oveni pengene lå en kokasse.

Vi har i dag svært ved at forstå Frans’ livsholdning, der helt radikalt var præget af fattigdom. Han blev ikke fattig – han valgte fattigdommen. Han kæmpede, for det han kaldte, sin elskede ”fru Fattigdom” Frans ville være fattig for at være fri. Da han havde givet alt bort, kunne han modtage hele Guds skaberværk som sit. Frans’ dybe originalitet ved at inddrage ikke blot mennesker, men dyr og planter og sol og måne og stjerner som brødre og søstre, har sit udspring i denne fattigdommens frihed, hvor hele skaberværket tilhører Gud. Gud er alt og alles far, alt og alle er brødre og søstre. Frans kaldte sine brødre for mindre-brødre, og i datiden sprog var det en identifikation med datiden absolutte underste socialklasse. Selv de udstødte af samfundet var hans brødre og søstre, hvad enten det var de spedalske eller de ”kriminelle”

”Brødre Røvere”

Engang spurgte hans brødre ham, om det var rigtigt at give mad og gaver til de røvere, der overfaldt andre mennesker. Frans svarede: ”Hvis I vil gøre, som jeg siger, så skaf jer noget godt brød og god vin og bær det ud i skoven til dem og råb: ”Brødre Røvere. Kom her. Vi er jeres brødre, og vi kommer med god mad til jer. Så skal I brede en dug ud på jorden og dække bord for dem og opvarte dem med ydmyghed og munterhed, mens de spiser. Men når de har spist, skal I tale Guds ord til dem, og til sidst skal I få dem til at love ikke at gøre nogen noget ondt eller dræbe.
Næste dag skal I så, som belønning for deres gode løfte, gå ud til dem med brød og vin, æg og ost og opvarte dem. Og når de har spist, spørger I dem: ”Hør, hvorfor går I egentlig her og både lider sult og gør onde ting? Det var bedre, om I tjente Herren, for han giver både frelse, og alt hvad I behøver her på jorden”

Resultatet udeblev ikke. Mange røvere sluttede sig til dem og andre hjalp dem, når de trængte til hjælp. Frans kendte mennesket så godt, at han vidste, at han ikke skulle prædike for tomme maver.

For ham var alt levende ”brødre og søstre” – og dette søskendeforhold var helligt og ubrydeligt - hvad enten det var ondt eller godt. Han nægtede engang, fortælles det, at slukke ilden, der havde fået fat i hans tøj. For også ”Broder Ild” var et levende væsen, han ville vise respekt.

Gør mig til redskab for din fred. Hvor der er fjendskab lad mig bringe kærlighed; hvor der er sårethed – tilgivelse; hvor der er tvivl – tro; hvor der er sorg – glæde: hvor der er mørke – lys Frans af Assisi

En prædiken for fuglene:

En dag var Frans og to af hans rejseledsagere vandret over en mark, hvor der stod nogle træer, og i disse træer og på marken under sad der et væld af trækfugle. Frans standsede og betragtede fuglene. Så sagde han til sine brødre: ”Vent lige her. Jeg vil holde en prædiken for vore søstre, fuglene”.

For os i dag, kan det synes som en ret besynderlig tanke – men for Frans var det den naturligste sag i verden. Han havde altid følt en særlig samhørighed med al Guds skabning. I hans øjne var alt gennemtrængt af Guds kærlighed, og hvis man talte i kærlighed, kunne man tale med alt omkring sig. Derfor hilste Frans alt og alle, han mødte, som brødre og søstre i Gud.

Frans gik stille hen mod fuglene, som sad på marken. Da han begyndte at tale, fløj alle fuglene, som sad i træerne ned til ham, og ingen af dem rørte sig, selv om hans kutte ind i mellem rørte ved flere af dem. ”Søstre fugle”, sagde han, ”I skylder Gud megen lovsang, for Han har skabt jer og givet jer vinger og triller. Han har givet jer fjer, så I kan varme jer, og føde til at stille jeres sult. Han har givet jer kilder at drikke af og bjerge til at skjule jer i. Han har givet jer træer at bygge rede i, og luften til at I kan bevæge jer frit i den. I har meget at takke Gud for. Han må elske jer højt, så glem ikke at synge Hans pris!”

Da Frans var færdig med sin prædiken og sin opfordring til at prise Gud, velsignede han fuglene med korsets tegn. De fløj derefter samlet op i træerne og kvidrede smukt i ét kor, delte sig derefter og fløj ud i verden, mens de lovsang Gud.

Broder Ulv

En anden dag var Frans i byen Gubbio og prædike. Der fortalte man ham om en farlig ulv, som hærgede området. Ulven havde dræbt adskillige mennesker og folk turde ikke gå uden for byen af frygt for ulven.

"Jeg vil gå ud og tale med ulven” sagde Frans. Byens borgere kravlede op på hustage og bymure for at se, hvad der ville ske. Det varede heller ikke længe, før ulven kom farende med fråde om munden. Frans standsede, gjorde korsets tegn og sagde: ”Et øjeblik, broder Ulv! I Kristi navn forbyder jeg dig at gøre mig eller nogen anden fortræd”. Ulven standsede, lod hovedet synke og begyndte at lytte efter. Frans fortsatte: ”Broder Ulv, du har dræbt mange dyr – ja, endog adskillige mennesker skabt i Guds billede. Du fortjener en grusom død, og det er grunden til, at folk hader dig. Men jeg ønsker, at du skal slutte fred med dem og love, at du ikke længere vil gøre dem fortræd.”

Ulven lagde sig ved Frans’ fødder for at vise sin lydighed. Frans fortsatte: ”Broder Ulv, hvis du lover det, kan jeg love dig, at ingen nogensinde skal gøre dig fortræd, og at du aldrig skal sulte igen. Gubbios indbyggere vil give dig mad lige til din dødsdag. Giv mig nu din pote som tegn på, at du går med på betingelserne.” Ulven løftede højre pote og lagde den blidt i Frans’ hånd. Så gik de sammen afsted til Gubbio. På byens torv prædikede Frans en vidunderlig prædiken med ulven liggende ved sine fødder. Fra den dag af gjorde ulven ingen fortræd, og Gubbios indbyggere sørgede for, at den altid fik mad.

Frans’ sårmærker

Frans ville ligne Jesus – i alt. Jesus fødtes i en stald og døde uden for byen ene på et kors. Frans ejede intet, frasagde sig de snævre familiebånd til fordel for en udvidet forståelse af familieskab med Gud som Far, og mennesker som brødre og søstre, og han havde ikke noget at læne sit hoved mod.

I sit ønske om at ligne Kristus i fattigdom og lidelse opnåede Frans, hvad han selv anså for den største nåde, der var overgået ham, nemlig Kristi sårmærker på sit legeme. Det fortælles også om Frans, at han på et tidspunkt, hvor han havde bedt i et par uger påbjerget La Verna, oplevede en vision: Han havde bedt om, at måtte kunne mærke på sin krop, de lidelser, som Jesus blev udsat for. Da han kom ned fra bjerget, havde han sårmærker i sine hænder og fødder og et spydsår i siden. Denne ”stigmatisering” levede han med de to sidste år af sit liv, et mærkeligt fænomen, som er bekræftet i flere samtidige biografier. Ser man Frans afbildet på malerier, er denne stigmatisering genkendelig for Frans af Assisi.

Det er ved at tilgive, at vi tilgives; ved at dø, at vi fødes til evigt liv Frans af Assisi

© Folkekirkens Undervisning og Skoletjeneste i Randers, Hjørringvej 1, 8900 Randers