ET HERRE MÅLTID! 

  • 7. - 10. klasse
  • kristendomskundskab og dansk
  • 6 - 8 lektioner + en dag i køkkenet
  • projektet løber fra april til juni

De fleste ved, hvorfor vi fejrer jul. De fleste ved også, hvorfor vi fejrer påske. Men når det kommer til pinse, er vi lidt mere uklare i mælet. Og det er ikke mærkeligt - for pinseberetningen er fuld af mærkværdige, billedrige hændelser, der ikke bærer så klare og håndfaste symboler som barnet i krybben og manden på korset.

I pinseberetningen er det ånden og ikke mennesket, der er omdrejningspunktet - og hvor barnet og manden er genkendelige identifikationsmodeller, så bliver det straks sværere, når der er tale om tunger af ild.

Tidligere og nu afdøde biskop ved Roskilde Stift, Jan Lindhardt, blev en overgang kaldt ´fiskoppen´, fordi han mente, at usikkerheden omkring kristendommens tredje store højtidsfejring også havde med det manglende måltid og dermed det sanselige at gøre.
Derfor skulle der fisk på bordet til pinse, og det udviklede sig til en decideret mediekampagne. Alligevel lykkedes projektet ikke rigtigt. Hvor der er rig tradition omkring måltidet i julen og påsken, så er pinsen aldrig rigtig kommet med. 

Havde Jan Lindhardt fat i noget? Skal der et måltid til, for at vi kan huske, hvad pinsen handler om? 

Med udgangspunkt i pinseberetningen og den æstetiske læreproces, skal eleverne selv komme med forslag til et pinsemåltid, som man ikke glemmer lige med det samme. En kok vælger de bedste forslag i samarbejde med skoletjenesten, og tre klasser får mulighed for at få kokken og råvarerne leveret til en dejlig dag i køkkenet. 

Alle deltagende klasser modtager de færdigt udarbejdede opskrifter.

Persondataforordning

I henhold til den nye persondataforordning skal vi have din tilladelse til at benytte dine persondata (navn, email og mobil). 
I Skoletjenesten benytter vi udelukkende dine persondata i forbindelse med afvikling af projekter. I forbindelse med projekter, hvor der er et arrangement "ud af huset", videregives oplysningerne til involverede parter. 
Persondata slettes efter skoleårets udgang.

Folkekirkens Skoletjeneste i Randers, Favrskov og Hobro-Mariager

Staldgårdsgade 2 - 8900 Randers C


Tlf: 86 43 00 80
Mail: info@fusr.dk
CVR: 1786 3541

Vi ønsker at udruste lærere

Folkekirkens Skoletjeneste i Randers, Favrskov og Hobro - Mariager er en lokal folkekirkelig skoletjeneste, der ønsker at fremme samarbejdet mellem kirke og skole.
Læs mere om vores vision